Sikkerhed er grundstenen i dit arrangement

Hvis du arbejder professionelt med sikkerhed, kan du til Danish Security Fair blive klogere på, hvilke processer man skal igennem for at afvikle et godt og sikkert arrangement. For det handler om at forstå, at der er flere faser, der skal spille sammen, hvis det hele skal køre.

Når man skal skabe et sikkert event, er det især vigtigt at overveje to ting: Kapacitet og eventfaser.

”Man skal analysere stedet og udregne kvadratmeterne og være opmærksom på både ind- og udgangsforhold.”

Anbefalingen kommer fra Sofie Dahl, der er rådgivningschef hos Event Safety, som er en virksomhed, der tilbyder vidensdeling, rådgivning og uddannelse om events. Anbefalingens punkt to lyder:

”Man bør også have en bredere forståelse af eventfaserne. Det er fint, at der er en enkelt indgang til f.eks. en koncert, for folk kommer spredt fra tre timer før koncertstart til lige op til. Men når koncerten er slut, skal alle gæsterne ud på samme tid. Her er det vigtigt at sikre, at folk kan komme ud flere steder, så de ikke bliver mast.”

Tilladelsesjungle og corona-løsning

Sofie Dahl erkender, at når et event skal stables på benene – stort eller småt – så kan det være en meget svær jungle at navigere i.

”Der er virkelig mange tilladelser, man skal søge. Det er en tilladelsesjungle! Man skal f.eks. både have tilladelser fra kommunen og politiet. Det svære er også, at det er meget forskelligt fra kommune til kommune, om de godkender ens ansøgning, alt efter hvilken sagsbehandler, der sidder med sagen.”

Under coronapandemien, hvor der blev arrangeret drive-in koncerter, var der i starten ikke regler for, hvordan disse koncerter måtte holdes. Det betød, at mange myndigheder var uklare på, om de måtte give tilladelse til det eller ej. Derfor bestod Event Safetys arbejde især i at hjælpe myndighederne på vej med den praktiske tilgang til, hvordan man kunne afvikle koncerterne forsvarligt.

”Det gjorde os faktisk rigtig stolte, at vi indirekte kunne hjælpe så mange,” fortæller Sofie Dahl.

 Sofie Dahl, rådgivningschef hos Event Safety

Mere krævende at skalere op end ned

Til hverdag rådgiver Event Safety både små og store kunder. Nogle gange har arrangører spurgt, om de ikke bare kan gøre deres festplads mindre og på den måde spare lidt penge.

”Så enkelt er det dog ikke. For hvis man gerne vil lukke færre mennesker ind, kræver det meget af det samme. Hvis man går fra 6000 til 3000 gæster, skal man stadig have bemandet backstage-indgangen, nødudgangene, sceneområdet og indgangen. Det kræver næsten samme antal medarbejdere, og udgifterne til scene og belysning vil være den samme,” forklarer rådgivningschefen.

”Hvis man går fra et lille arrangement til et meget større, er det en anden sag. Så skal der genberegnes, hvor mange der kan lukkes ind, hvordan man kan evakuere, og hvor mange toiletter, der skal stilles op,” tilføjer hun.

Ved Danish Security Fair skal Sofie Dahl fortælle om crowd management, som handler om planlægning og tilsyn af mange mennesker, der samles. Et andet punkt i hendes oplæg vil handle om adfærdsforståelse – hvordan man håndterer mange mennesker på ét sted.

Fremtidens eventsikkerhed

Sofie Dahl fortæller også, at efter corona var der en uheldig tendens til, at publikum fik skylden for ikke at opføre sig pænt ved arrangementer. Det var ikke en fair udlægning, mener hun:

”I mange tilfælde var det arrangørerne, der ikke var ordentligt klar. 99 procent af koncertgængerne var der for at få en god oplevelse – og så er det altså arrangøren, der har ansvaret for, at køen ikke bliver for lang. Det var vores eget maskineri, der havde udfordringer, for vi skulle lige huske igen, hvordan vi afviklede arrangementer,” siger Sofie Dahl.

Rådgivningschefen ser det som en udfordring, hvis det bliver en generel tendens at give publikum skylden for noget, de ikke er herrer over. Til gengæld tror hun også på, at crowd management kommer til at fylde mere.

”Jeg tror, at arbejdet med crowd management bliver større, og at der kommer mere fokus på, hvordan man trygt kan samle mange mennesker. Vi er allerede kommet langt herhjemme og de fleste arrangører er rigtig dygtige. Men vi kan altid blive dygtigere, så vi skal fortsat sikre vidensdeling med hinanden og hjælpe de uerfarne arrangører med at blive bedre. Det er den ordentlige måde at gøre det på, for det handler trods alt om publikums sikkerhed til vores arrangementer, ” slutter Sofie Dahl.


Danish Security Fair finder sted i MESSE C, Fredericia lige i midten af Danmark, og strækker sig over to spændende messedage.

Åbningstider 2025

Næste gang messen afholdes er 

Onsdag den 27. august 2025
Torsdag den 28. august 2025


Der er gratis adgang for fagfolk mod registrering


Udgivet den 4. juli 2023 af Danish Security Fair / MESSE C